Mit vikarjob #1

Jeg glemte at nævne jeg har været til ansættelses samtale i sidste uge. Ugen før ansættelses samtalen fortalte min chef hun har fået besked fra HR, at hun skulle sætte stillingen op i intern. Jeg sendte min ansøgning, og da det blev fredag, fik jeg en mail fra chefen at jeg var den eneste der søgte.

Jeg blev indkaldt til ansættelses samtale, og der skulle jeg svare på nogle spørgsmål om hvad jeg har lært i de 6 måneder + det løse. Da vi skulle slutte samtalen, fik jeg at vide jeg fik stillingen. Jeg blev helt vildt glad.

Før var det 5 måneder, men nu er det 18 måneder.

Glædelig 1. december

I dag er det søndag den 1. december. Julen er startet og den varer til påske.

Jeg har været forbi kirkegården sammen med min far. Jeg bliver altid lidt trist ved tanken om jeg har ingen bedsteforældre mere. Det har jeg ikke haft i mange, mange år. Jeg savner dem, især min mormor og morfar.

Derefter har jeg været lidt rundt omkring og købe julegaver. Nu er jeg halvvejs med gaverne og håber lidt på jeg er færdig med at købe julegaver en uge før juleaften. Det vil være rigtigt dejligt!

Jeg er ikke begyndt på julepynt, og ved heller ikke om jeg vil i år. December er hyggelig, men jeg har bare ikke den store juleglæde som jeg plejer at have. Jeg håber jeg genfinder min juleglæde næste år.

Mit vikarjob

Da jeg ikke fik en invitation til jobsamtale for et par måneder siden, turde jeg ikke håbe på forlængelse af mit vikarjob. Jeg var mentalt forberedt på jeg ikke havde noget job efter den 31. december.

Da det blev november, skrev jeg til min chef for at høre om vi kunne snakke om mit vikarjob. En uge efter skulle jeg snakke med hende, og jeg var nervøs. Selvom jeg var mentalt forberedt på jeg ikke skulle fortsætte, håbede jeg alligevel jeg kunne, for jeg er glad for mit arbejde.

Mit vikarjob blev forlænget med 5 måneder mere, og jeg blev virkelig glad og lettet. Hun har en plan, og jeg håber den bliver til noget. Det var en rigtig god nyhed.

Ensomhed

Ensomhed er min ven og har været det i mange år. Jeg kender min ensomhed. Nogle gange fylder den ikke så meget som de andre gange. Når den fylder så meget, kan jeg godt blive trist og længes efter et kram. Den har fulgt mig i godt og ondt, i gode og dårlige perioder.

Følelsen af ensomhed begyndte at komme flere gange og fylde mere efterhånden efter jeg fik depression for nogle år siden. Det hele begyndte at gå hurtigt ned ad bakken, og jeg følte ikke jeg havde nogen. Jeg følte mig forkert. Jeg havde det så skidt, at jeg ikke andet kunne tænke på hvordan jeg skulle komme igennem dagen. Det var rigtigt hårdt.

Der skete rigtig mange ting i den lange periode fra den dag jeg mærkede på mig selv jeg ikke havde det særligt godt til den dag jeg begyndte at få det bedre. Jeg havde så mange følelser som jeg ikke kunne rumme og håndtere. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle få dem ud, få dem sagt højt. Det var aldrig nemt at fortælle jeg følte mig ensom. Grunden til, jeg følte mig så ensom, var fordi jeg var alene med alle de følelser og tanker. Når jeg endelig prøvede at fortælle hvordan jeg oprigtig havde det, blev jeg ikke hørt. Der skulle så meget til, før jeg blev hørt, og det magtede jeg ikke. Det overskud jeg havde tilbage, var at kæmpe for at overleve dagen.

Jeg husker en episode, hvor jeg gik hen til stationen og sad på en bænk. Jeg husker ikke hvor længe jeg sad der. Jeg havde rigtig mange negative tanker kørende i lynhastighed. Jeg havde lyst til at give op. Jeg så ingen udveje ved enden af depressionen og den situation jeg var i. Jeg følte jeg tabte kampen og jeg var en fiasko. Lige pludselig rejste jeg mig op og gik lige ud mod sporet. Jeg ved ikke hvad der skete lige dér, men blev stoppet af en mand, der sagde et eller andet. Jeg blev forskrækket og stirrede på ham i et øjeblik. Jeg gik tilbage til bænken og sad der. Efter et stykke tid tog jeg hjem.

Denne episode tror jeg ikke jeg har fortalt det til nogen. Jeg kan ikke huske det. Jeg havde det så skidt og havde lyst til at give op. Alt var sort. Ensomheden fyldte rigtigt meget, også når jeg var sammen med nogen.

Det har været en kamp at nå hertil, hvor det går som det skal, også med de små bump på vejen. Selvom det går godt, kan jeg til tider godt føle mig ensom, men ikke på den samme måde som førhen. Jeg er også blevet bedre til at fortælle mine følelser og tanker højt. Det er stadig noget jeg øver mig på.

Jeg har lært min ensomhed at kende, og det behøver ikke være en dårlig ting. Spørgsmålet er hvorfor føler man sig ensom. Det er tabubelagt at sige højt at man føler sig ensom, hvilket er ærgerligt. Man kan ikke selv gøre for det, og det er bedre at snakke om det end at holde det for sig selv, men det er nemmere sagt end gjort, og det ved jeg alt om.

Oktober 2018

Det er en øvelse at sige det højt

Jeg øver mig i ved at sige tingene højt, mine følelser og mine tanker højt. At komme ud med dem, så jeg ikke gemmer på dem, for de fylder meget. Rigtigt meget. For mit vedkommende.

Jeg har brug for at vende og dreje eller snakke med nogen om mine følelser, mine tanker og mine opfattelser af situationerne. Det ér svært, meget svært. Med tanken om hvad jeg har været igennem, især de sidste 10 år. Jeg er én der har svært ved at få sagt højt hvad jeg føler, og det er endnu mere svært når jeg tit blev fortalt jeg var dum at høre på, tog fejl og mine følelser var forkerte. Derfor er det nemmere for mig at holde det for mig selv, og det er ensomt. Meget ensomt!

Jeg har denne følelse af, der er ingen der vil lytte, og derfor kan det være ligemeget. Jeg håber med tiden det bliver bedre, selvom jeg godt ved det ikke gør, medmindre jeg får sagt det højt. Det vil forblive det samme, medmindre jeg åbner mig op og fortæller hvordan JEG har det.

Maj 2018

Jeg bliver ikke fastansat

For ikke ret længe siden skrev jeg at mit arbejde havde slået en jobstilling op. Jeg sendte min ansøgning og ventede spændt på at få en invitation til jobsamtale. Jeg blev utålmodig til sidst, og det gjorde nogle af mine kollegaer også.

I sidste uge fik jeg at vide jeg ikke blev en af dem der skulle til jobsamtale. Jeg blev pænt skuffet og syntes det var sur røv. Jeg kan godt forstå deres begrundelser, men alligevel. De kunne godt have sagt det noget før, så jeg ikke havde søgt og ventede længe på at få en invitation til jobsamtale.

Jeg troede ærligt talt jeg havde en chance. Jeg tænkte “tiden var inde til et fast job”, men sådan blev det ikke. Jeg fortsætter som vikar til den 31. december, og så må vi se hvad der sker.

Fitness World

Jeg startede i Fitness World i mandags. Det var hårdt, men godt! Jeg har lavet et skema som er nemmere for mig at overskue til at komme afsted. Jeg træner mandag, tirsdag, torsdag og fredag inden jeg skal på arbejde. Det er lige i nærheden, så der er ingen undskyldninger. Onsdag er det hviledag.

Jeg er også begyndt at cykle til stationen og hjem når jeg har fri fra arbejde. Der er ca. 4 km afhængig af hvilken vej jeg vælger. Det kan godt mærkes på kroppen og min kondition.

Min pause i Fitness World sluttede den 1. september, og jeg sagde til mig selv “Hvis du ikke begynder at træne i Fitness World efter din pause, kan du lige så godt melde dig ud”, og det ville jeg ikke. Jeg vil gerne i form igen og finde den glæde jeg får, når jeg har trænet. Det er godt for mit helbred, psykisk og fysisk.

Jeg har været afsted i mandags og igår, og jeg er sådan pisse stolt af mig selv. Jeg er pænt øm i benene, og det er straffen for ikke vedligholde træning.

En anden ting jeg er stolt af, det er at bade i Fitness World. Jeg bryder mig ikke sådan rigtigt om det, men det er en øvelse. Jeg har aldrig kunnet lide at bade sammen med fremmede mennesker, og fordi jeg ikke har det 100% godt med min krop. Jeg er NØDT til at bade efter træningen inden jeg skal på arbejde, for jeg kan ikke komme på arbejde og lugte af klam sved.

Hvis jeg træner de 4 dage om ugen resten af måneden, vil jeg forkæle mig selv med en tur hos frisøren.